Couverture de Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

De : Videnskab.dk
Écouter gratuitement

3 mois pour 0,99 €/mois

Après 3 mois, 9.95 €/mois. Offre soumise à conditions.

À propos de ce contenu audio

 Lyt til automatisk oplæsning af Videnskab.dk's artikler. Nogle artikler er skrevet af redaktionens journalister, andre er skrevet af forskere. Navnene på forfattere og deres profession samt yderligere information såsom artiklens genre, faktabokse og tabeller fremgår ikke af den automatiske oplæsning, men kan findes inde på selve artiklen på Videnskab.dk's hjemmeside. Oplever du fejl i udtalen, så send venligst en mail til redaktion@videnskab.dk.Videnskab.dk Hygiène et vie saine Politique et gouvernement Science
Les membres Amazon Prime bénéficient automatiquement de 2 livres audio offerts chez Audible.

Vous êtes membre Amazon Prime ?

Bénéficiez automatiquement de 2 livres audio offerts.
Bonne écoute !
    Épisodes
    • 3 tricks til et 'digitalt diktatur': Sådan blokerer regimer adgangen til internettet

      3 tricks til et 'digitalt diktatur': Sådan blokerer regimer adgangen til internettet
      Jan 22 2026
      Kontrol med internettet ligner i nogle lande et teknologisk våbenkapløb.
      Befolkningen forsøger at omgå blokeringer med værktøjer såsom VPN-forbindelser og satellit-internet.
      Lederne står med noget, der minder om hovednøglen til al digital kontakt med omverdenen.
      Regimer i Iran, Kina, Myanmar, Nordkorea, Afghanistan og Cuba begrænser borgernes adgang til bestemte hjemmesider, apps, mobilnet, wifi - eller i yderste konsekvens hele internettet.
      Hvordan kan et land i praksis lukke helt eller delvist for digital kommunikation? Og hvad gør befolkningen for alligevel at finde vej til cyberspace?
      Det har Videnskab.dk spurgt to forskere om:
      Signe Sophus Lai, lektor ved Institut for Kommunikation, Københavns Universitet, hvor hun forsker i internettets politiske økonomi
      Jens Myrup Pedersen, professor ved Institut for Elektroniske Systemer, Aalborg Universitet, hvor han blandt andet forsker i cybersikkerhed
      Her er tre centrale greb i det, videnskaben betegner som 'digitale diktaturer':
      1. Sluk hovedforbindelsen til omverdenen
      Vi har tendens til at tænke på internettet som en slags sky.
      Der er snarere tale om en række fysiske knudepunkter for al information til og fra et land, forklarer Signe Sophus Lai.
      Hun peger på fysisk infrastruktur som kabler, datacentre, netværk og 'internet exchange points':
      "Man skal forestille sig en fysisk bygning med en router, som alt internettrafikken går igennem."
      I Danmark findes en lang række internetudbydere med forskellige knudepunkter, som det vil være svært at lukke ned for på samme tid.
      I Iran er der kun én udbyder, og internettet kommer ind i landet gennem to knudepunkter - 'gateways' - som landets regime kontrollerer.
      Derfor kan man vælge at begrænse fordelingen af internet internt i landet, siger Jens Myrup Pedersen.
      "Det er egentlig ikke så svært," siger han.
      "Hvis et land kun har få fysiske steder, hvor trafikken forlader landet, og det er punkter, som staten har kontrol med - så kan man let filtrere forbindelsen eller slukke den helt."
      Det er det, som flere iagttagere mener, er sket i Iran under de folkelige protester mod regimet i januar 2026: Regimet har slukket for eller begrænset sine 'internet exchange points'.
      Det blokerer for adgang til sociale medier, udenlandske nyhedssider.
      Styret kan også lukke ned for VPN-forbindelser, som for 90 procent af iranerne er et af de vigtigste redskaber mod censur under de folkelige protester.
      2. Kontrollér 'det parallelle internet'
      Det har omkostninger for et autoritært regime at blokere for al internetkommunikation i et land.
      "Virksomheder kan ikke kommunikere med hinanden, det er svært at sende betalinger ind- og ud af landet," siger Jens Myrup Pedersen.
      Derfor har man i flere lande opbygget et parallelt internet med egne apps og tjenester - for at kunne opretholde de vigtigste kommunikationsformer ved en lukning af forbindelsen til udlandet.
      I Kina går det under navnet 'The Great Firewall', mens det i Iran har betegnelsen 'halal-internettet' med henvisning til, hvilken adfærd der er tilladt inden for islam.
      "Så snart regimet (det iranske, red.) føler nogen trussel, så kan det lukke for det eksterne internet, mens man kan bevare forskellige kommunale services og beskedtjenester i brug indenrigs," siger den iranske gæsteforsker ved Københavns Universitet Hesam Nourooz Pour til mediet Radar.
      Systemet tæller statslige hjemmesider, betalingssystemer og beskedapps, som sikrer, at borgerne stadig kan betale regninger, overføre penge og kommunikere med hinanden.
      Samtidig sikrer man streng kontrol med, hvad der bliver kommunikeret om, siger Signe Sophus Lai.
      "Hvor internettet tidligere blev opfattet som en trussel mod autoritære regimer, er det i stigende grad blevet et magtinstrument."
      Hun henviser til egne og andre forskeres studier af, hvordan militæret i Myanmar lukkede for adgangen til internettet under et militærkup i 2021.
      3. Bekæmp satellitbaseret internet
      Når regimerne blokerer, leder nogle borgere efter nye smuthuller - og her er satellitbaseret i...
      Afficher plus Afficher moins
      5 min
    • 400 år gammelt mysterie løst af danske forskere: "Det burde slet ikke kunne lade sig gøre"

      400 år gammelt mysterie løst af danske forskere: "Det burde slet ikke kunne lade sig gøre"
      Jan 21 2026
      I et nyt studie har danske forskere løst et biologisk mysterium, som i århundreder har fået forskere til at klø sig i nakken:
      Hvordan kan fugles nethinder overleve uden blodkar?
      "Så godt som alt væv, vi finder i dyreriget, er gennemvævet af blodkar, som tilfører det ilt," forklarer Christian Damsgaard, der er lektor på Aarhus Universitet og førsteforfatter på studiet, som onsdag udkommer i det prestigefyldte tidsskrift Nature.
      "Ilten er kritisk for at producere den energi, der er nødvendigt for at holde vævet i live. Det gælder også - og faktisk i særlig høj grad - vævet i nethinden, der er en meget kompliceret del af nervesystemet, og som har brug for ekstra meget energi for at holde sig i gang."
      Faktisk sluger nethinden mere energi end de fleste andre væv, tilføjer han.
      Derfor vakte det også stor undren, da forskere allerede helt tilbage i 1600-tallet opdagede, at fugles nethinder slet ikke indeholder blodkar.
      "For hvordan i alverden kan det holde sig i live? Ifølge alt, hvad vi ved om fysiologi, burde det ganske enkelt ikke kunne fungere!" siger Christian Damsgaard til Videnskab.dk.
      Siden da har fuglenes nethinder derfor været et mysterium. Det vil sige - indtil nu!
      I det nye studie fra Aarhus Universitet fremlægger forskerne nemlig et svar.
      Det korte svar er, at 'pecten', en lille struktur, som ifølge Christian Damsgaards egne ord "ligger og flyder rundt inde i enhver fugls øje", sender store mængder sukker ind i nethinden. Så store mængder, at vævet kan klare sig uden ilt.
      Det lange svar er selvsagt længere:
      Forklaringen holder ikke
      Da forskerne i 1600-tallet opdagede de manglende blodkar i fugles nethinder, kom de med en teori, der har domineret lige siden: Den lød, at pecten leverer ilt til nethinden - ganske enkelt fordi den er fyldt med blodkar, fortæller Christian Damsgaard.
      Men den forklaring holder altså ikke, har de danske forskere nu fundet ud af.
      I studiet målte de nemlig iltniveauet direkte i nethinden hos zebrafinker. I samarbejde med en ekspert i dyrebedøvelse lavede de et mikroskopisk hul i øjet og førte en ekstremt tynd glas-elektrode ind, der gjorde det muligt at måle selv de mindste mængder ilt.
      Til forskernes store overraskelse viste måling entydigt, at den gamle teori ikke stemmer: Der var ganske enkelt ingen ilt at finde i nethinden.
      "Det var første gang, vi for alvor følte, at vi stod med noget stort," siger Christian Damsgaard.
      "Målingerne viste meget klart, at ilten ikke kommer fra pecten. Dermed kunne vi reelt pille en forklaring fra hinanden, som forskere har holdt fast i i flere hundrede år."
      Skal bruge femten gange så meget sukker
      Opdagelsen rejste dog straks et nyt spørgsmål: Hvordan kan et så energikrævende væv som nethinden fungere helt uden ilt?
      For at finde svaret tog forskerne et kig helt ned på cellernes molekylære maskinrum. Det gjorde de med en avanceret metode med det noget tunge navn: spatial transkriptomik.
      "Kort fortalt tager man øjet ud, laver papirtynde snit af vævet og hiver mRNA-molekuler ud af de enkelte celler i vævet," forklarer Christian Damsgaard.
      "På den måde kan man se, hvilke gener der er aktive forskellige steder i nethinden og dermed se, hvilke proteiner cellerne producerer."
      Analyserne viste, at gener knyttet til glykolyse - det vil sige nedbrydningen af sukker uden ilt - var markant mere aktive, end man ser i noget andet kendt nervevæv.
      Med andre ord producerer cellerne i nethinden energi ved at forbrænde sukker uden ilt.
      "Det er normalt, at væv bruger sukker til at lave energi, men som regel laver nerveceller energi ved hjælp af ilt, fordi det giver et langt større energiudbytte," forklarer Christian Damsgaard til Videnskab.dk.
      "Uden ilt skal der bruges omkring femten gange så meget sukker for at få den samme mængde energi."
      Alligevel er det netop glukolyse, der holder den iltfrie nethinde i gang, viser studiet.
      Tilfredsstillende at bygge ny forklaring op
      Det sidste afgørende spørgsmål var derfor: Hvordan får nethinden overhovedet adgang til så store mængder sukk...
      Afficher plus Afficher moins
      7 min
    • NASA opsender snart bemandet månemission – men vi tør mindre i dag end i 1968

      NASA opsender snart bemandet månemission – men vi tør mindre i dag end i 1968
      Jan 21 2026
      NASA er nu ved at klargøre Artemis 2-missionen, som skal sende fire astronauter i et sving rundt om Månen.
      Denne rejse anses i dag for en stor begivenhed, fordi det er mere end 50 år siden, der sidst har været mennesker på Månen.
      For mange af os ældre sender Artemis 2 tankerne tilbage til julen 1968, da Apollo 8 blev sendt i bane om Månen, og vi juledag kunne høre biblens skabelsesberetning blive oplæst af tre astronauter, der kunne se vores planet som en lille, blåhvid klode et sted derude i rummets store mørke.
      De billeder, astronauterne bragte med sig hjem, hører stadig til rumalderens mest ikoniske og har i høj grad været med til at skabe en bevidsthed om, at vi bor på en meget lille oase i et meget stort rum, og at vi derfor har et stort ansvar på at passe på vores klode.
      Artemis 2 giver derfor anledning til at sammenligne situationen i 1968 med situationen nu i 2026, og den sammenligning fortæller meget både om rumfartens udvikling, og hvordan rumfartens betydning for samfundet har ændret sig.
      To månerejser
      Den største overraskelse er nok, at vi overhovedet i 2026 anser en månerejse som en så stor hændelse, at den allerede nu er udnævnt at blive årets vigtigste begivenhed i rummet.
      Det havde absolut ingen ventet i 1968, hvor Apollo 8-flyvningen blev taget som et tegn på, at man trods store og alvorlige beginheder her på Jorden alligevel kunne drømme en ny og bedre fremtid.
      I 1968 var Martin Luther King og Robert Kennedy begge blevet myrdet i USA, og landet var også præget af både Vietnamkrigen og borgerretsuroligheder, så USA havde brug for en positiv begivenhed.
      Time Magazine reagerede ved at udnævne de tre astronauter Borman, Lovell og Anders til 'Årets Mænd'. Et telegram til astronauterne indfangede stemningen kort og godt: "I reddede 1968."
      Apollo 8 skabte en optimisme, så mange dengang var overbeviste om, at i 2026 ville månerejser være en helt normal ting, og at man til den tid ville have både baser og måske hele byer på Månen, hvorfor det, man ville tale om, var rejser langt ud i Solsystemet til Jupiter og Saturns måner.
      Men sådan blev virkeligheden ikke. Apollo-projektet blev skabt som en følge af de tidlige russiske triumfer i rummet, og efter Armstrong var landet på Månen, forsvandt mange af de store drømme.
      I dag ser vi Apollo som noget fra det 21.århundrede, der pludselig dukkede op midt i det 20. århundrede.
      Andrew Chaikin, der er en amerikansk forfatter, foredragsholder og videnskabsjournalist og har skrevet en meget berømt bog om Apollo med titlen 'A Man on the Moon: The Voyages of the Apollo Astronauts', har udtrykt det således:
      'Hvordan kunne det mest futuristiske, mennesker nogensinde har gjort, ligge så langt tilbage i fortiden? I fortællingen om rumalderen er Apollo et kapitel, der føles chokerende ude af rækkefølge.'
      Vi tør mindre i dag end i 1968
      Den rumfart, som kom efter Apollo, har skullet tilpasse sig samfundets behov. Det betød en vægt på militær og kommerciel rumfart, for man kunne ikke se et stort behov for at vende tilbage til Månen eller sende mennesker til Mars.
      Den tekniske udvikling er derfor gået langsommere, og Artemis 2-flyvningen repræsenterer bestemt ikke et stort spring fremad.
      En enkelt lille detalje viser forskellen:
      Apollo 8 blev sendt ind i en bane om Månen, og astronauterne var ikke kommet hjem, hvis ikke Apollos raketmotor havde virket, så man kunne forlade denne bane og sætte kursen mod Jorden. Man løb en stor risiko, fordi det blev anset for vigtigt at komme til Månen før russerne.
      En sådan risiko tør man slet ikke løbe i dag, så Artemis 2 skal ikke engang gå i bane om Månen, men blot foretage et sving rundt om Månen.
      Det skal ske i en bane, hvor man anvender Månens tyngdekraft til at afbøje banen så meget, at Artemis 2 ganske af sig selv vender tilbage til Jorden – man er således ikke afhængig af at skulle tænde for Orion-rumskibets egen raketmotor.
      Så på den måde er Artemis 2 en mindre teknisk udfordring end Apollo 8.
      "Are you out of your mind?"
      I efteråret 1968 var am...
      Afficher plus Afficher moins
      7 min
    Aucun commentaire pour le moment