PUTTIN’ ON THE RITZ

Vi leder efter lykke.

Helt ærligt.

Det er der ikke noget mærkeligt i.

Vi har det godt her.

Trygt.

Ordentligt.

Og alligevel

er der noget,

der ikke helt falder på plads.

Det er subtilt.

Så diskret,

at vi næsten har vænnet os til det.

Vi vil gerne se ud,

som om livet lykkes.

Som om vi er på vej

det rigtige sted hen.

Så vi klæder os i drømme.

Biler,

der lover frihed.

Ure,

der lover betydning.

Boliger,

der lover ro.

Restauranter,

rejser,

adgangsbilletter

til steder,

hvor de lykkelige

helt sikkert er.

Vi ved godt,

at det er en leg.

Men vi leger med.

For det føles godt

at høre til

et øjeblik.

Prisen er høj.

Det skal den være.

Ellers virker illusionen ikke.

Hvis det var billigt,

ville det bare være ting.

Så vi betaler.

For følelsen.

For fortællingen.

Jeg kender det selv.

Det virker.

Jeg blev forført.

Købte kvalitet.

Købte design.

Men ikke det liv,

jeg forestillede mig.

Til gengæld

blev jeg lidt fattigere.

Ikke kun i penge.

For drømmen blev ved

at flytte sig.

Der var altid et nyt sted.

Et nyt mærke.

Et nyt løfte.

Og håbet

stod stadig i døren

og smilede.

Puttin’ on the Ritz.

Som om elegance

kunne købes.

Som om lykke

var et niveau,

man kunne opgradere til.

Måske er det derfor,

vi bliver ved.

Ikke fordi vi er dumme.

Men fordi vi håber.

Og håb

er svært

ikke at tage imod,

når det er pakket

så pænt ind.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

TORDENSKJOLDS STEMMER

Jeg er glad for det land,

vi bor i.

For friheden.

For freden.

For retten til at sige noget højt.

Men der er en anden fare,

der ikke larmer.

Den handler ikke om krig.

Men om opmærksomhed.

Om hvem der får lov

at fortælle os,

hvordan verden er.

Det er de samme stemmer,

der taler med hinanden.

Kendte,

der interviewer kendte.

Journalister,

der citerer journalister.

Værter,

der inviterer andre værter.

Vi kalder det samtale.

Men nogle gange

lyder det mere

som genklang.

Jeg forstår det godt.

Det er trygt.

Forudsigeligt.

Alle kender spillereglerne.

Ingen bliver usikre.

Ingen siger noget forkert.

Ingen skal lære at være der,

mens vi lytter.

Det ville være et selvmål

at invitere nogen ind,

der ikke kan fylde rollen.

Nogen,

der tøver.

Tænker sig om.

Ikke ved,

hvornår man skal sige noget klogt.

Og alligevel

er det netop dem,

jeg savner.

De stille.

De indadvendte.

Dem, der ikke er trænet

til at mene noget hurtigt.

Dem, der ikke er kendte,

men kender verden

fra et sted,

der ikke er en scene.

Jeg tror,

vi går glip af noget.

Ikke sensationer.

Ikke soundbites.

Men erfaringer.

Nuancer.

Liv,

der ikke er poleret.

Mennesker,

der ikke ved,

at de er interessante –

og derfor er det.

Jeg drømmer om en samtale,

der åbner sig.

Som ikke kun går opad

i hierarkiet.

Men udad.

Til dem,

der ikke råber.

Ikke performer.

Ikke ved,

hvordan man bliver hørt.

For verden er større,

end dem, der fylder mest.

Og sandheden

har sjældent medietræning.

Den kommer ofte tøvende.

Med pauser.

Med usikkerhed i stemmen.

Og måske er det netop dér,

vi igen kan lære

noget om hinanden.

Hvis vi tør lytte

til mere

end Tordenskjolds stemmer.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

KUPEREDE HALER

De bliver født med haler.

Små krøller,

der ikke spørger om lov.

Som om kroppen allerede ved,

hvordan den gerne vil være.

Vi klipper dem af.

Ikke fordi halen er problemet.

Men fordi noget andet er det.

De siger,

det er for trivslens skyld.

At ellers

vil de bide hinanden.

At ellers

bliver det værre.

Og jeg tænker:

Hvad er det for et liv,

hvor løsningen på smerte

er mere smerte?

I naturen

bider de ikke hinanden.

Ikke fordi de er pænere.

Men fordi de har plads.

Tid.

Noget at være optaget af.

Her er der stress.

Tæthed.

Ingen flugt.

Så vi fjerner halen.

Uden bedøvelse.

Uden tøven.

Problemet er væk.

Men kun det synlige.

Det bagvedliggende

står tilbage,

urørt.

Vi kalder det nødvendigt.

Praktisk.

Økonomisk.

Og måske er det det,

i det system,

vi har bygget.

Men det er stadig mærkeligt

at se mennesker,

der arbejder med levende dyr hver dag,

vælge saksen

frem for spørgsmålet.

Jeg drømmer om noget andet.

At dem,

der er tættest på dyrene,

også er dem,

der siger stop.

Ikke af had.

Ikke af anklage.

Men af respekt

for liv,

der ikke selv kan forklare,

hvad der gør ondt.

For haler vokser ikke ud igen.

Og et system,

der klipper symptomer væk,

uden at ændre årsagen,

kommer aldrig

til at hele.

Der er altid penge på spil.

Men der er også noget andet.

Noget,

der engang hed

ansvar.

+

MIN HALE

Jeg blev født med den.

En lille krølle,

der fulgte mig,

som om den vidste,

hvem jeg var.

Jeg brugte den til noget særligt.

Ikke til pynt.

men til signaler.

Den var bare en del af mig.

Så en dag

var den væk.

Ingen forklarede hvorfor.

Ingen spurgte.

Der var travlt.

Det skulle gå hurtigt.

De sagde,

det var for mit eget bedste.

At jeg ellers

ville blive bidt.

At jeg ellers

ville lide mere.

Men jeg forstod ikke sammenhængen.

For det, der gjorde mig urolig,

var ikke min hale.

Det var lydene.

Lugtene.

Pladsen, der ikke var der.

Det var kroppen

så tæt på andre kroppe,

at jeg aldrig kunne være alene.

Det var tiden,

der aldrig ændrede sig.

Jeg ville gerne have løbet.

Rullet.

Stået stille.

Jeg ville gerne have haft

noget at være optaget af.

I stedet blev noget taget fra mig,

så jeg kunne holde ud

at være her.

Jeg blødte lidt.

Så holdt det op.

De gik videre.

Jeg gik videre.

Uden at nogen spurgte,

om det egentlig var sådan,

jeg ville trives.

Jeg er ikke vred.

Jeg ved godt,

at det ikke var had.

Det var system.

Rutine.

Nødvendighed,

sagde de.

Men jeg ved også dette:

Hvis man er nødt til

at fjerne en del af mig,

for at jeg kan være her,

så er det ikke mig,

der er problemet.

Jeg siger ikke noget.

Jeg kan...