PUTTIN’ ON THE RITZ

Vi leder efter lykke.

Helt ærligt.

Det er der ikke noget mærkeligt i.

Vi har det godt her.

Trygt.

Ordentligt.

Og alligevel

er der noget,

der ikke helt falder på plads.

Det er subtilt.

Så diskret,

at vi næsten har vænnet os til det.

Vi vil gerne se ud,

som om livet lykkes.

Som om vi er på vej

det rigtige sted hen.

Så vi klæder os i drømme.

Biler,

der lover frihed.

Ure,

der lover betydning.

Boliger,

der lover ro.

Restauranter,

rejser,

adgangsbilletter

til steder,

hvor de lykkelige

helt sikkert er.

Vi ved godt,

at det er en leg.

Men vi leger med.

For det føles godt

at høre til

et øjeblik.

Prisen er høj.

Det skal den være.

Ellers virker illusionen ikke.

Hvis det var billigt,

ville det bare være ting.

Så vi betaler.

For følelsen.

For fortællingen.

Jeg kender det selv.

Det virker.

Jeg blev forført.

Købte kvalitet.

Købte design.

Men ikke det liv,

jeg forestillede mig.

Til gengæld

blev jeg lidt fattigere.

Ikke kun i penge.

For drømmen blev ved

at flytte sig.

Der var altid et nyt sted.

Et nyt mærke.

Et nyt løfte.

Og håbet

stod stadig i døren

og smilede.

Puttin’ on the Ritz.

Som om elegance

kunne købes.

Som om lykke

var et niveau,

man kunne opgradere til.

Måske er det derfor,

vi bliver ved.

Ikke fordi vi er dumme.

Men fordi vi håber.

Og håb

er svært

ikke at tage imod,

når det er pakket

så pænt ind.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

TORDENSKJOLDS STEMMER

Jeg er glad for det land,

vi bor i.

For friheden.

For freden.

For retten til at sige noget højt.

Men der er en anden fare,

der ikke larmer.

Den handler ikke om krig.

Men om opmærksomhed.

Om hvem der får lov

at fortælle os,

hvordan verden er.

Det er de samme stemmer,

der taler med hinanden.

Kendte,

der interviewer kendte.

Journalister,

der citerer journalister.

Værter,

der inviterer andre værter.

Vi kalder det samtale.

Men nogle gange

lyder det mere

som genklang.

Jeg forstår det godt.

Det er trygt.

Forudsigeligt.

Alle kender spillereglerne.

Ingen bliver usikre.

Ingen siger noget forkert.

Ingen skal lære at være der,

mens vi lytter.

Det ville være et selvmål

at invitere nogen ind,

der ikke kan fylde rollen.

Nogen,

der tøver.

Tænker sig om.

Ikke ved,

hvornår man skal sige noget klogt.

Og alligevel

er det netop dem,

jeg savner.

De stille.

De indadvendte.

Dem, der ikke er trænet

til at mene noget hurtigt.

Dem, der ikke er kendte,

men kender verden

fra et sted,

der ikke er en scene.

Jeg tror,

vi går glip af noget.

Ikke sensationer.

Ikke soundbites.

Men erfaringer.

Nuancer.

Liv,

der ikke er poleret.

Mennesker,

der ikke ved,

at de er interessante –

og derfor er det.

Jeg drømmer om en samtale,

der åbner sig.

Som ikke kun går opad

i hierarkiet.

Men udad.

Til dem,

der ikke råber.

Ikke performer.

Ikke ved,

hvordan man bliver hørt.

For verden er større,

end dem, der fylder mest.

Og sandheden

har sjældent medietræning.

Den kommer ofte tøvende.

Med pauser.

Med usikkerhed i stemmen.

Og måske er det netop dér,

vi igen kan lære

noget om hinanden.

Hvis vi tør lytte

til mere

end Tordenskjolds stemmer.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere

KUPEREDE HALER

De bliver født med haler.

Små krøller,

der ikke spørger om lov.

Som om kroppen allerede ved,

hvordan den gerne vil være.

Vi klipper dem af.

Ikke fordi halen er problemet.

Men fordi noget andet er det.

De siger,

det er for trivslens skyld.

At ellers

vil de bide hinanden.

At ellers

bliver det værre.

Og jeg tænker:

Hvad er det for et liv,

hvor løsningen på smerte

er mere smerte?

I naturen

bider de ikke hinanden.

Ikke fordi de er pænere.

Men fordi de har plads.

Tid.

Noget at være optaget af.

Her er der stress.

Tæthed.

Ingen flugt.

Så vi fjerner halen.

Uden bedøvelse.

Uden tøven.

Problemet er væk.

Men kun det synlige.

Det bagvedliggende

står tilbage,

urørt.

Vi kalder det nødvendigt.

Praktisk.

Økonomisk.

Og måske er det det,

i det system,

vi har bygget.

Men det er stadig mærkeligt

at se mennesker,

der arbejder med levende dyr hver dag,

vælge saksen

frem for spørgsmålet.

Jeg drømmer om noget andet.

At dem,

der er tættest på dyrene,

også er dem,

der siger stop.

Ikke af had.

Ikke af anklage.

Men af respekt

for liv,

der ikke selv kan forklare,

hvad der gør ondt.

For haler vokser ikke ud igen.

Og et system,

der klipper symptomer væk,

uden at ændre årsagen,

kommer aldrig

til at hele.

Der er altid penge på spil.

Men der er også noget andet.

Noget,

der engang hed

ansvar.

+

MIN HALE

Jeg blev født med den.

En lille krølle,

der fulgte mig,

som om den vidste,

hvem jeg var.

Jeg brugte den til noget særligt.

Ikke til pynt.

men til signaler.

Den var bare en del af mig.

Så en dag

var den væk.

Ingen forklarede hvorfor.

Ingen spurgte.

Der var travlt.

Det skulle gå hurtigt.

De sagde,

det var for mit eget bedste.

At jeg ellers

ville blive bidt.

At jeg ellers

ville lide mere.

Men jeg forstod ikke sammenhængen.

For det, der gjorde mig urolig,

var ikke min hale.

Det var lydene.

Lugtene.

Pladsen, der ikke var der.

Det var kroppen

så tæt på andre kroppe,

at jeg aldrig kunne være alene.

Det var tiden,

der aldrig ændrede sig.

Jeg ville gerne have løbet.

Rullet.

Stået stille.

Jeg ville gerne have haft

noget at være optaget af.

I stedet blev noget taget fra mig,

så jeg kunne holde ud

at være her.

Jeg blødte lidt.

Så holdt det op.

De gik videre.

Jeg gik videre.

Uden at nogen spurgte,

om det egentlig var sådan,

jeg ville trives.

Jeg er ikke vred.

Jeg ved godt,

at det ikke var had.

Det var system.

Rutine.

Nødvendighed,

sagde de.

Men jeg ved også dette:

Hvis man er nødt til

at fjerne en del af mig,

for at jeg kan være her,

så er det ikke mig,

der er problemet.

Jeg siger ikke noget.

Jeg kan...

FRA MIN PLADS I LOKALET

Jeg kom for at lære.

Ikke for at snyde.

Ikke for at springe over.

For at forstå verden,

som den er blevet.

Jeg bruger de værktøjer,

der findes.

Ikke fordi jeg vil slippe nemt.

Men fordi jeg vil gøre det ordentligt.

Og pludselig er det et problem.

Ikke fordi mit arbejde er dårligt.

Men fordi det er for godt.

Jeg bliver bedt om

at lade som om.

At tænke mindre.

Bruge færre muligheder.

Være dårligere

for at blive målt rigtigt.

De siger,

det er for min egen skyld.

Men jeg mærker noget andet.

At dem, der skulle gøre mig kompetent,

holder fast i en verden,

jeg allerede har forladt.

Jeg bliver bedt om

at forberede mig

til en fremtid,

der ikke findes længere.

At bevise noget,

på en måde,

ingen bruger udenfor lokalet.

Jeg vil gerne lære at tænke.

At vælge.

At tage ansvar.

Men ofte lærer jeg mest

af at navigere udenom systemet,

ikke igennem det.

Det gør mig træt.

For jeg vil ikke være imod.

Jeg vil være med.

Men lige nu føles det som om,

jeg skal vælge mellem

at blive dygtig

eller blive godkendt.

Og det burde ikke være

det samme valg.

+

SPØRGSMÅL

Hvem snyder egentlig?

Eleven,

der bruger de værktøjer,

verden allerede har taget i brug?

Eller systemet,

der tester,

som om tiden stod stille?

Hvad måler vi,

når alle kan levere det rigtige svar?

Hvad er en eksamen værd,

når maskinen er bedre

til det, vi spørger om?

Tester vi viden –

eller lydighed?

Straffer vi dovenskab –

eller selvstændighed?

Er det et problem,

at eleverne ikke laver opgaven selv?

Eller at vi stadig tror,

det er opgaven,

der er det vigtige?

Hvad vil vi egentlig uddanne til?

En verden, der er væk?

Eller en,

der allerede er her?

Og hvis svaret er det sidste:

Hvorfor stiller vi så

stadig de samme spørgsmål?

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

lidt lavere...

MANDIGHED UDEN MAGT

Jeg tror ikke,

mandighed handler om

at vinde.

Eller om at fylde rummet.

Eller om at have svarene

før spørgsmålene er stillet.

Jeg tror,

mandighed begynder et andet sted.

I evnen til

at stå uden titel.

Uden podium.

Uden nogen,

der klapper.

At kunne sige

jeg ved det ikke

uden at skynde sig

at kompensere.

At kunne lytte

uden at forberede et modangreb.

At kunne give plads

uden at føle sig mindre.

Mandighed uden magt

har ingen trang

til at dominere.

Den måler sig ikke

i penge,

i positioner,

i indflydelse.

Den måler sig i ansvar.

I evnen til

at blive stående,

når noget er svært.

I modet

til at tage fejl.

Og rette ind.

Mandighed uden magt

har ikke brug for

fjender.

Den har brug for relationer.

Forbindelser,

der ikke bygger på frygt,

men på tillid.

Den beskytter ikke sit ego.

Den beskytter det fælles.

Den behøver ikke

at være øverst.

Den vil bare være

til stede.

Måske er det derfor,

den sjældent ses.

For den larmer ikke.

Men hvis verden en dag

bliver ledt

af den slags mænd,

vil magt ikke forsvinde.

Den vil bare

holde op

med at være pointen.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

lidt lavere...

SKAM

Jeg skammer mig.

Ikke over den, jeg er.

Men over det, jeg deler.

Mit køn.

Jeg ser verden blive ledet

af mænd,

der råber før de lytter.

Handler før de forstår.

Vinder,

selv når alle taber.

Mænd,

der forveksler magt med styrke.

Kontrol med lederskab.

Ego med retning.

Og igen og igen

er det de samme træk,

der går igen.

Intriger.

Løgne.

Utilregnelighed.

Jeg leder efter noget fælles

med dem.

Finder næsten ingenting.

Og alligevel er der noget,

jeg ikke kan løbe fra:

Vi er mænd.

Jeg forstår godt,

hvis nogen ser på os

med træthed.

Med vrede.

Med mistillid.

For hvorfor er det så ofte os,

der står deroppe,

når noget går galt?

Jeg tror ikke,

det er fordi mænd er onde.

Jeg tror,

det er fordi de har fået

for meget plads

for længe.

For lidt modspil.

For få korrektiver.

Jeg drømmer om en anden balance.

Om flere kvinder

i rummene,

hvor verden formes.

Ikke som symboler.

Men som nødvendighed.

Jeg drømmer om magt,

der ikke behøver at dominere.

Ledelse,

der ikke frygter sårbarhed.

Derfor skammer jeg mig.

Ikke for at straffe mig selv.

Men fordi skam

nogle gange er et tegn på samvittighed.

På afstand.

På ansvar.

Jeg skammer mig,

fordi jeg ikke vil ligne dem.

Og fordi jeg håber,

at verden en dag

ikke længere ligner

en beslutning truffet

af de samme mænd,

igen.

Og igen.

Og igen.

/ Simon Philip

VANDETS TID

Jeg skynder mig ikke.

Jeg har god tid.

Jeg falder langsomt.

Gennem jord,

gennem lag,

gennem beslutninger.

I taler om mig,

som noget der kan vente.

Som noget,

man kan beskytte senere.

Jeg hører jeres ord

ovenfra.

Selvfølgelig.

Men.

Ikke nu.

Jeg forstår ikke jeres økonomi.

Jeg kender ikke ejendomsværdi.

Jeg ved ikke,

hvad et forbud lugter af.

Jeg ved kun,

at det, der rammer overfladen,

finder vej.

I siger,

I vil tænke langsigtet.

Det gør jeg allerede.

Jeg bevæger mig

i årtier.

I generationer.

Når noget først er nået ned til mig,

er det for sent

at fortryde.

Jeg kan ikke renses

med en pressemeddelelse.

Jeg kan ikke genoprettes

med en aftale.

Jeg bliver,

som jeg bliver behandlet.

I taler om frivillighed.

Om hensyn.

Om at finde balancen.

Imens

samler jeg på jeres valg.

Lag for lag.

Jeg er ikke dramatisk.

Jeg forsvinder bare.

Langsomt.

Indtil glasset en dag

smager anderledes.

Og først dér

bliver jeg savnet.

Jeg beder ikke om meget.

Bare at blive tænkt ind,

før jeg bliver tænkt væk.

For jeg er ikke en ressource.

Jeg er det,

der gør det hele muligt.

Og jeg har tålmodighed nok

til at vente på,

at I opdager forskellen.

/ Simon Philip

MELLEM OS

Noget koster 100 kroner.

Det lyder enkelt.

Næsten nostalgisk.

Jeg rækker dem frem.

Du tager imod.

Men inden de når helt frem,

har de været på en lille rejse.

Der stod nogen imellem os.

Ikke for at sige noget.

Ikke for at gøre noget.

Bare for at sikre,

at pengene gik

fra mig

til dig.

For det arbejde

tog de lidt med sig.

Hvis jeg betaler med kort,

tager de noget.

Hvis jeg betaler digitalt,

tager de også noget.

Hvis jeg betaler kontant,

tager banken noget

for at tælle dem.

Det er faktisk ret elegant.

Uanset hvad jeg vælger,

har nogen valgt for mig,

at det koster

at vælge.

Jeg betaler ikke længere

kun for varen.

Jeg betaler for bevægelsen.

For overførslen.

For ritualet.

For at pengene

kan finde vej

fra den ene konto

til den anden

uden at fare vild

i deres eget system.

Jeg forestiller mig nogle gange

en verden,

hvor betaling var kedeligt.

Hvor 100 kroner

var 100 kroner.

Hvor ingen levede af,

at pengene lige skulle

forbi dem først.

Lige nu føles det mere som

en lille, usynlig skat.

Så diskret,

at vi næsten ikke lægger mærke til den.

En procent her.

Et gebyr der.

Så små bidder,

at vi ikke orker

at regne dem sammen.

Og måske er det netop derfor,

det virker.

Vi betaler.

Vi smiler.

Vi betaler lidt mere.

Og kalder det

helt normalt.

/ Simon Philip