AT TAGE LIVET FOR GIVET

Der opstår et tomrum

hver gang vi siger ordet.

Ikke et stille rum.

Men et koldt.

Et rum renset

for smil

og for nysgerrighed.

Som om luften

bliver tyndere

af selve stavelsen.

Fe-mi-nis-me.

I vores land

kan det ene ord

åbne tusind fronter.

Jeg håber,

vi taler forbi hinanden.

For hvis vi taler om det samme

og er så uenige –

så er kløften dyb.

Men jeg tror

det oftere er sproget

end viljen

der splitter os.

Nogen hører:

prioritér kvinder.

Andre hører:

ligestilling.

Nogen hører:

opgør.

Andre hører:

anklage.

Og mange –

især mænd –

hører:

pas på.

Pas på hvad du siger.

Pas på hvordan du siger det.

Pas på ikke at blive dømt,

før du har forstået spørgsmålet.

Så vi tier.

Eller vi hæver stemmen.

Og imens

står tomrummet dér,

koldt og ubeboet.

Ordet kommer af femina –

kvinde.

Men det siges at handle

om os alle.

Det er som at give

et ladet ord

en neutral opgave

og håbe

at ingen mærker spændingen.

Måske er det ikke viljen

der mangler.

Måske er det modet

til at gå ind i det kolde rum

uden våben.

At sige:

Jeg forstår dig måske ikke.

Men jeg vil gerne.

At sige:

Der er ikke noget galt med kvinder.

Der er ikke noget galt med mænd.

Hvis der er ulighed –

lad os rette den.

Mellem kvinder.

Mellem mænd.

Mellem os.

Og derefter

lade hinanden være

det, vi er.

Ikke ens.

Ikke fjender.

Ikke symboler.

Mennesker.

Måske begynder ligestilling

ikke i ordet.

Men i måden

vi tør stå i tomrummet

sammen.

/ Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere