DET, VI IKKE SPØRGER OM

Vi beder om et CV.

En pæn fortælling

om det, der kan måles.

Det, der kan listes.

Det, der kan verificeres.

Hvad du har lavet.

Hvor længe.

Hvor dygtig.

Og vi nikker genkendende.

For det er trygt.

Det ligner noget, vi kender.

Men der mangler noget.

Noget, vi sjældent spørger om.

Hvem er du,

når du er i rummet?

Hvad sker der,

når andre arbejder sammen med dig?

Bliver der mere luft –

eller mindre?

Hvad gør du,

når ingen kigger?

Når der ikke er en titel

at gemme sig bag?

Vi ansætter på CV.

Og fyrer på personlighed.

Som om det kom bag på os.

Som om det menneskelige

var en bivirkning.

CV’et fortæller,

hvad du har været i stand til.

Men det siger intet om,

hvad du er i stand til

at være.

Det siger intet om dine værdier.

Din integritet.

Din måde at møde andre på.

Det siger intet om karakter.

Og måske er det dér,

vi bliver overraskede.

Når faglighed kan læres,

men karakter ikke kan kopieres.

Når samarbejde ikke handler om kompetencer,

men om resonans.

Ikke hvad du kan.

Men hvad der sker,

når du er der.

Jeg drømmer om et andet sprog.

Ikke i stedet for CV’et.

Men ved siden af.

Et sted,

hvor man må fortælle

hvem man er,

før man forklarer

hvad man kan.

Ikke som salg.

Ikke som performance.

Men som menneske.

For et arbejdsliv

er ikke bare opgaver,

der skal løses.

Det er relationer,

der skal kunne holde.

Og måske begynder det først

at give mening,

når vi tør spørge:

Hvem er du,

når du er i verden?

Ikke for at dømme.

Ikke for at sortere.

Men for at undgå

endnu en ansættelse,

der ser rigtig ud på papiret –

og falder fra hinanden

i virkeligheden.

FRA DEN ANDEN SIDE AF BORDET

Jeg har læst dit CV.

Det ser rigtigt ud.

Tidslinjen hænger sammen.

Ordene er de rigtige.

Jeg kan forklare dig videre

til næste led.

Til systemet.

Til beslutningen.

Men jeg ved også,

hvad jeg ikke kan se.

Jeg ved ikke,

hvordan du er,

når mødet trækker ud.

Når noget går galt.

Når ingen helt ved,

hvem der skal tage ansvar.

Jeg ved ikke,

hvordan du påvirker rummet.

Om der bliver mere ro –

eller mere støj.

Jeg ved ikke,

om du kan stå ved noget,

når det koster.

Alligevel ansætter jeg dig.

For det er sådan,

vi har indrettet os.

Vi kalder det professionalisme.

Men det er også afstand.

Og jeg mærker det senere.

Når samarbejdet knirker.

Når konflikter ikke kan forklares

med kompetencer.

Når det ikke handler om faglighed,

men om karakter.

Så siger vi,

at det ikke gik.

Som om det var tilfældigt.

Men sandheden er,

at jeg aldrig spurgte

rigtigt.

Jeg spurgte til erfaring.

Til resultater.

Til præstation.

Jeg spurgte ikke til værdier.

Til integritet.

Til hvem du er,

når du ikke performer.

Jeg ville ønske,

jeg havde et andet...