NÅR JEG SER SPØGELSER

Han fortalte en historie

fra sit studie.

En lærer, der skælder ud.

Ikke på hende,

men på alle de andre.

Fordi de ikke kan få samarbejdet til at fungere

med én,

der aldrig rigtig er der.

En, der undskylder sig.

Som ikke møder op.

Som ingen har lyst til

at bære ansvar sammen med.

Og jeg mærker noget stramme sig,

allerede dér.

For historien slutter ikke med hende.

Den fortsætter opad.

En rektor.

Et system.

Et skældud, der rammer dem,

der faktisk prøver.

En dygtig studerende,

der til sidst går.

Fordi alvoren er forsvundet.

Og så begynder mine tanker

at arbejde for hurtigt.

Måske er hun der for støtten.

Måske er skolen der for pengene.

Måske handler det hele

om at få tingene igennem.

Jeg kan se det så tydeligt,

at det næsten gør ondt.

Og samtidig

står jeg med den velkendte tvivl:

Ser jeg noget,

eller ser jeg spøgelser?

For næsten ingen andre

taler om det sådan.

Som om vi har indgået

en tavs aftale

om ikke at nævne

hvad der driver os.

Alle spiller med.

Ingen indrømmer det.

Og jeg står dér igen.

Med en mavefornemmelse,

der føles som klarhed.

Og en verden,

der reagerer,

som om jeg er naiv.

Jeg prøver at regne på det.

Cost.

Benefit.

Men tallene lander aldrig rigtigt.

For den måde at vinde på

koster noget,

jeg ikke har lyst til at betale med.

Og ja –

det står i vejen for min succes.

Det må jeg indrømme.

Men det står også vagt

om noget i mig,

jeg ikke ved,

hvordan jeg ellers skulle beskytte.

Så hver gang jeg hører den slags historier,

trækker jeg mig en lille smule.

Ikke i protest.

Ikke i vrede.

Men i tvivl.

Om verden er et sted,

jeg kan være,

uden at lade som om

jeg ikke ser,

hvad jeg ser.